Størrelsen af en skrifttype påvirker både læseligheden og tekstens effekt. Men hvad er en skriftstørrelse egentlig helt præcis? Hvordan bliver den målt, og hvorfor er bogstaverne af Times større end dem af en engelsk håndskrifttype, selvom man indtaster præcis den samme størrelsesværdi?
Der cirkulerer stadig nogle generelle skriftstørrelsesdefinitioner på internettet, især for studerende, men også for andre målgrupper. Således forlanger nogle universiteter stadig 12 punkt i specialer, måske endda i Times New Roman. Og så kan man spørge sig selv, hvem der egentlig gerne vil læse det. Usikkerheden opstår ikke uden grund, fordi der næsten ikke findes nogen kompakte og samtidig forståelige retningslinjer vedrørende skriftstørrelsen. Tid til at skabe lidt afklaring.
Typografisk målsystem
I forbindelse med skrifttyper arbejder man ikke kun med det metriske, men også med det typografiske målsystem. Vi måler og definerer således ikke i meter og millimeter, men historisk set med den mindste typografiske enhed, som derfor også er meget bedre egnet, nemlig punkt. Med årene og århundrederne fandtes der også her forskellige størrelser; i mange år var det didotske punkt, en videreudvikling af det første typografiske punkt, defineret af Fournier, standarden inden for typografien. Med 0,375 mm var det lidt større end PostScript- eller DTP-punktet, der er aktuelt i dag og er på 0,353 mm. Så hvis man angiver en skrifttype på 10 punkt i Microsoft Word eller Adobe InDesign, fastlægger man, at ens skrifttype får en størrelse på 3,53 mm. Egentlig.
Hvad er skriftstørrelse?
Lad os først definere begrebet skriftstørrelse eller skriftgrad. Strengt taget er det misvisende, for hverken i InDesign, i Word eller lignende definerer vi skriftens størrelse med punktangivelsen i indtastningsfeltet „Skriftstørrelse“ — i stedet for fastlægger vi keglens størrelse. Skriftkeglen er en kasseformet metalkegle af en skrifttype fra blysætningen. På den øvre del sidder det trykkende tegn, selve skriftbilledet, spejlvendt og ophøjet; rundtomkring og ved siden af er der forskellige grader af „luft“, dvs. et ikke trykkende område, et mellemrum mellem bogstaverne.
Når Gutenberg satte en 12 punkt-skrifttype, havde keglen, ikke det målbare trykte bogstav, en størrelse på 12 punkt. Således er keglestørrelsen som regel altid større end det egentlige skriftbillede.
Men nu hedder vi hverken Johannes Gutenberg eller har brug for at bære rundt på sættekasser. I de digitale skrifttypers tidsalder findes der således ikke længere nogen fysisk kegle. Alligevel opretholdes begrebet og især også betydningen af skriftkeglen i skriftdesignet. For hvis man i InDesign definerer 12 punkt som skriftstørrelse, bestemmer man netop denne keglestørrelse.
Forskellige måleresultater
Nu kunne man så gå ud fra, at man ved hver skrifttype skal tænke sig til f.eks. 15 procent mellemrum, dvs. ikke trykkende materiale, omkring skriftbilledet. Ved en angivelse på 12 punkt ville enhver skrifttype ved 15 procent så udvise en faktisk målbar størrelse på 10,2 punkt. Men sådan er det ikke.
Du kender det sikkert godt: To skrifttyper, som bliver sat ved siden af hinanden i den samme størrelse, kan enten virke næsten lige, men de kan også udvise tydelige størrelsesforskelle. Hvis man ser bort fra størrelsesvirkningen, som også spiller en vigtig rolle, påvirker udnyttelsen af keglen den faktisk målbare slutstørrelse i en væsentlig grad.
Denne kegleudnyttelse, dvs. designet af størrelsesforholdene af tegnet, der skal trykkes, og luften omkring er overladt til enhver skriftdesigner. Hvis man som typograf bedst kan lide lidt luft, skærer man sin skrifttype med store mellemrum; andre skrifttyper har en stor kegleudnyttelse og rager – i tanker overført til blykeglen – helt hen til keglens kant og endda ud over den.
Jo mindre kegleudnyttelsen er, jo mindre er den faktisk målbare skriftstørrelse; jo større kegleudnyttelsen er, jo større skriftstørrelse.
Forskellig størrelsesvirkning
Når man beslutter sig for en størrelse og også ved dens vurdering, må vi ikke glemme virkningen. Der findes skrifttyper, som ikke kun har en identisk keglestørrelse (vi tegner skrifttyper i 12 punkt), men også en identisk målbar bogstavstørrelse (med typometeret måler vi en identisk størrelse af de store bogstaver). Alligevel virker de forskelligt store, og deres læselighed er især ved små størrelser også forskellig – de gør således et forskelligt stort indtryk. Hvad er grunden til det?
Et bogstav udviser mange forskellige udformninger; et „p“ rager f.eks. nedad, et „a“ forbliver i midten, et „b“ rækker opad, et „E“ opholder sig midten og foroven, et „O“ rager et stykke mere ud foroven, og store bogstaver med accenter vinder størrelseskonkurrencen. Følgende oversigt skal illustrere dette:
Ud over bogstavernes former, linjetykkelser og tykkelser er det især x-højden, som påvirker størrelsesvirkningen. x-højden er højden af de små bogstaver som f.eks. „m“, „a“ og „z“. Denne størrelse er forskellig fra versalhøjden, dvs. fra „M“, „A“ og „Z“. Ofte udviser bogstaverne et størrelsesforhold efter det gyldne snit – faktoren er 1,6. Så „M“ er 1,6 gange større end „m“.
Men disse proportioner er heldigvis altid kun et middel; ved mange skrifttyper bruges der andre størrelsesforhold, som også fungerer. Selvom man ved emnet skriftstørrelse skal være forsigtig med almengyldige udsagn, kan man konstatere, at skrifttyper med store x-højder i forhold til versalhøjden virker større end skrifttyper, hvor x-højderne er forholdsvis små.
Husk: 12 punkt er ikke altid lige med 12 punkt – alt efter skrifttypen kan der være til dels tydelige forskelle; en 12 punkt-skrifttype kan virke lille som en 8 punkt-skrifttype — eller stor som en 16 punkt-skrifttype.
Mål skriftstørrelsen
Hvad skal man gøre, hvis man f.eks. har en skabelon og skal registrere den skriftstørrelse, der bliver anvendt der, f.eks. fordi en flyer skal layoutes efter en gammel skabelon?
Her findes der forskellige muligheder, men desværre ingen forpligtende standarder. Ved hjælp af et typometer, dvs. en lineal til det typografiske målesystem, kan man måle trykte skrifttyper. Men også her findes der forskellige målevarianter, forskellige typometere og til syvende og sidst forskellige punktstørrelser.
kp-højde
Det er almindeligt at måle kp-højden, dvs. den samlede højde fra overkanten af et „h“ eller „b“ eller „d“ eller „l“ til underkanten af et „p“ eller „q“. Dertil har de fleste typometere påtrykte firkanter til rådighed; designeren finder derefter den firkant, hvor der præcist er plads til tegnet „h“ og „p“, og har på den måde udlæst skriftstørrelsen. Hvis der ikke var ovenstående ting med den forskellige kegleudnyttelse …
Versalhøjden
Som alternativ arbejder nogle designere med indtastningen af versalhøjden. Her måles blot størrelsen af et stort bogstav uden rundinger, dvs. f.eks. dem af et „H“ eller „M“ – men især ved håndskrifttyper er også de vanskelige at måle. Denne størrelse er selvfølgelig ikke den skriftstørrelse, som programmer som f.eks. InDesign forventer under skriftstørrelse, fordi de ønsker keglestørrelsen. Således kræves der her enten erfaringsværdier eller man skal vide, på hvilket sted man skal læse for at komme fra versalhøjden til skrift- eller keglestørrelsen.
Hvilken skriftstørrelse til hvilket formål?
På grund af den situation, der bliver forklaret foroven, er det næsten ikke muligt at komme med seriøse anbefaler til skriftstørrelsen. En god læsestørrelse af længere tekster som f.eks. magasiner og også bøger er som regel mellem 8 og 12 punkt; hvis man ønsker at begrænse det endnu mere, skal man kende den anvendte skrifttype for at kunne komme med et pålideligt udsagn. Lignende gælder for visitkort og brevpapir. Også her kan der bruges størrelser mellem 8 og 12 punkt. Billedtekster, copyright-oplysninger, fodnoter og lignende ekstra kommentarer kan evt. læses i 7 punkt, men det afhænger meget af den anvendte skrifttype samt af andre detaljer som f.eks. rækkelængden, tekstmængden og baggrunden. Skrifttyper i 6 punkt kræver som regel et godt syn og bruges ofte som et afskrækkende eksempel på „det med småt“ i en kontrakt.
Facit: Vi ved, at vi ikke ved noget
Der findes ikke noget almengyldigt grundlag for kegleudnyttelsen eller den skriftstørrelse, der i sidste ende opstår af den. Skriftstørrelser er relative, og det trænede øje samt erfaring er de to hjælpere, som ud over nogle principielle værdier er de mest effektive ved valget af den rigtige størrelse.
